“Hvad vil du savne, når du dør?”

Det var spørgsmålet til dagens skriveinspiration, beskrives på 10 min. Jeg tog udfordringen op, kunne mærke en klump i halsen da jeg læste ordene og vidste udmærket hvad det handlede om.

Jeg vil savne min søn, jeg vil også savne alle “mine” andre børn helt forfærdeligt meget, og min familie og mine venner og veninder nærmest lige så meget, savnet af min purk kan dog få mig til at tudbrøle på stående fod, selv om det heldigvis ikke er nødvendigt at undvære ham.

Jeg vil savne at fornemme hans nærvær- selv på afstand, savne når han ringer fordi vi lige skal tale om nogle overvejelser han gør sig- uden at han altid retter sig efter mine (kloge) anvisninger, jeg kan slet ikke holde ud ikke at kunne kigge i hans øjne og et eller andet sted vide hvad der foregår inde i ham, jeg vil savne når jeg til stadighed udfordrer ham og han altid stiller op for at vinde, jeg vil savne den omsorg han udviser, hans glæde ved at glæde mig, jeg vil savne at kunne give ham pakkejulekalenderen og påskeægget og ikke mindst vil jeg savne at kramme ham hårdt og længe.

Jeg er jo sådan en der ikke kan finde ud af at miste, jeg går virkelig langt og kan også kæmpe længe for det jeg gerne vil ha eller beholde, indtil, ja, det lige som ikke rigtig giver mening mere, men så giver jeg også helt slip og vender mig væk fra.. Når altså ikke lige det handler om mit afkom og de andre vidunderbørn. De går bare ikke at sku undvære, sådan er det bare.

2 tanker om "“Hvad vil du savne, når du dør?”"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *